Gør alle ikke det?

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg nu, er overgået fra den her helt igennem fantastiske fase der hedder kæreste, til den endnu mere fantastiske fase der hedder forlovet.

Dette faseskift sker på baggrund af en traditionsbunden ritual der hedder et frieri.
Traditionen går i sin simpelhed ud på at man har en ring, går ned på knæ og spørger sin kæreste om hun vil gifte sig med en.

Dette ritual kan ende på to måder, selvfølgelig et lykkeligt ja, men der er også den skræmmende mulighed for at ret akavet nej. Men her er vi allerede ude over min pointe med det her indlæg.

Nu er det sådan at efter at jeg har friet til min kæreste, har haft nogen personer som jeg har fortalt at ritualet er gået godt og at jeg nu har skiftet status. Hertil kommer så den forventede lykønskning, samt spørgsmål til brylluppet og så videre.

Når det så er sagt er det langt fra altid at man ender ved spørgsmålene om brylluppet. Der er nogen (ikke mange men flere end jeg havde regnet med), der stiller spørgsmålet “Var du så nede på knæ og alt muligt?”.

Den tager vi lige én gang…

“Var du så nede på knæ?”

Ja selvfølgelig var jeg da nede på knæ… Som nævnt i andet afsnit af dette indlæg består traditionen jo netop af at man går ned på knæ.

Men det er ikke nødvendigvis det værste. Det værste er overraskelsen i deres ansigter når man svarer “Ja selvfølgelig” til deres spørgsmål. Typisk efterfulgt af noget i retning af “ej hvor romantisk, det ville jeg ønske at min mand også havde gjort”.

Sig mig engang, er det mig der helt har misforstået det her ritual? Er det virkelig så almindeligt, at man ikke engang går ned på knæ, når man vil spørge den kvinde (eller mand for den sags skyld) man vil tilbringe resten af livet sammen med, om hun (eller han) skulle have lyst til det samme?

Er vi virkelig der hvor det kun er i eventyr og romantiske film at sådan noget sker?

Bevares… Jeg er da forståelig overfor at der er personer med knæskader og andre problemer, som fysisk ikke kan gå ned på knæ. Disse personer er selvfølgelig undskyldt.

MEN RESTEN!!! Hvad pokker sker der?
Hvad er det lige årsagen kunne være til at man ikke går ned på knæ, viser sin sårbarhed og ydmyghed og spørger den person man elsker om vedkomne vil være sammen med en. Kan man virkelig være så doven og så helt igennem ligeglad, at man ikke gider denne simple lille gestus som et bevis på at man virkelig gerne vil være sammen med den person?

Og er det virkelig så almindeligt at man ikke gør det?

Nogen gange forstår jeg ikke den her verden, men hey, jeg kan jo i principper også være ligeglad…


Skriv et svar